Ressourceforbrug

Der er guld i affald - så hvorfor genbruger vi kun 4,2 pct?

Affald forsvinder ikke, selvom vi smider det væk. Alligevel bliver stort set intet genbrugt i Danmark, selvom mange slidte produkter faktisk kan blive forvandlet til ny forretning.

mand sidder på en kasseret vaskemaskine i en affaldscontainer
Professor Tim C. McAloone står i spidsen for centeret reManuFactory. Det ligger på DTU, er finansieret af Industriens Fond og skal hjælpe virksomheder i gang med at genfremstille.  Foto: Bax Lindhardt

Fakta

  1. Energibesparelse: Genfremstilling bruger op til 85 pct. mindre energi end produktion fra råmaterialer.
  2. Materialebevarelse: Det bevarer op til 80 pct. af materialerne i det oprindelige produkt og reducerer behovet for udvinding af nye råmaterialer.
  3. Affaldsreduktion: Genfremstilling kan reducere mængden af affald til deponi med op til 70 pct., hvilket bidrager væsentligt til at mindske industrielt affald.
  4. Økonomisk indvirkning: Genfremstillingsindustrien understøtter over 450.000 jobs globalt.
  5. Omkostningseffektivitet: Genfremstillede produkter koster typisk 30-50 pct. mindre end nye produkter og har tilsvarende kvalitet.

Kilder: UK Centre for Remanufacturing and Reuse, Remanufacturing Industries Council – Fordele ved Remanufacturing

Hvad står i vejen for genfremstilling i større skala?

Flere danske produktionsvirksomheder er allerede i gang med at eksperimentere med genfremstilling, men det er primært håndværkstunge løsninger. Hvis det for alvor skal op i industriel skala, kræver det en høj grad af automatisering, så det kan betale sig.

Produktionen skal bl.a. kunne håndtere, at produkter kommer retur i vidt forskellige tilstande, varianter og med forskellige typer af skader. Samtidig er det afgørende at sikre, at der kommer nok produkter tilbage, for at det kan betale sig – f.eks. gennem et effektivt returflow af brugte produkter fra hele verden.

Der er også lovgivningsmæssige barrierer. Hvis du f.eks. transporterer jomfruelige materialer over grænsen, er det lovligt, men hvis du transporterer brugte komponenter, betragtes det som affald, som er underlagt helt andre regler.

Rigtig mange virksomheder ser et potentiale i genfremstilling, men det kan være en udfordring at integrere den i en klassisk lineær produktion. Derfor kan vi heller ikke forvente, at en cirkulær forretningsmodel tager over af sig selv. Den skal vi aktivt bygge op i et samarbejde mellem forskning, erhvervsliv og myndigheder.

Hvilke produkter har det største potentiale?

Komplekse produkter med høj værdi. Et klassisk eksempel er et stort tandhjul i en gearkasse til en vindturbine, hvor to tænder er defekte. Resten af komponenten er intakt og kostbar at producere og transportere. Det kan være hydrauliske systemer i entreprenørmaskiner og flymotorer, hvor design og materialer er ekstremt specialiserede, men også MR- og CT-skannere og kirurgiske robotter, industrielle sensorer og styringssystemer er eksempler på komplekse produkter med høj økonomisk og intellektuel værdi.

Hvem er lykkedes med genfremstilling, og hvad kan vi lære af dem?

Et eksempel er Caterpillar, der producerer industrimaskiner. Caterpillar producerer til genfremstilling og tilbyder samme garanti for genfremstillede som nye produkter. Modellen er skalerbar og får deres kunder til at returnere brugte dele mod rabat via et globalt netværk af forhandlere.

Inden for sundhedssektoren viser GE HealthCare, der bl.a. genfremstiller MR- og CT-skannere, hvordan genfremstilling kan sikre adgang til avanceret teknologi til lavere pris uden at gå på kompromis med kvalitet og sikkerhed. Det kan være en løsning på budgetudfordringer i sundhedssektoren.

Hvordan bliver genfremstilling attraktiv for flere virksomheder?

De skal kunne se en businesscase. Det skal være muligt at skalere genfremstillingen, så det ikke bare foregår i et hjørne af fabrikken, og de skal designe deres produkter og komponenter til genfremstilling. Lim gør det f.eks. let at samle, men svært at skille ad, når produkterne skal genfremstilles.

Det er noget af det, som vi skal hjælpe virksomhederne med i det nye center for genfremstilling: reManuFactory.

Fakta

Det nationale videns- og kompetencecenter for genfremstilling, reManuFactory, hjælper danske produktionsvirksomheder med at forvandle slidte produkter til ny forretning – til gavn for både bundlinje og den grønne omstilling.

Centeret hjælper virksomhederne med at teste, implementere og skalere genfremstilling af elektroniske og mekaniske plast- og metalprodukter og tilbyder laboratoriefaciliteter, forskningsbaseret rådgivning samt samarbejdsprojekter med både små og store virksomheder.

Læs mere på: remanufactory.dtu.dk

Forskellen på renovering og genfremstilling?

  • Genfremstilling (remanufacturing): Indebærer at skille et produkt ad, rengøre det, inspicere det, bearbejde slidte og defekte komponenter og til sidst genopbygge det til en tilstand, der er så god som ny. Et genfremstillet produkt går i store træk igennem samme proces som et renoveret produkt, men det skal kunne godkendes som et nyt produkt efter de krav og regler, der er gældende i dag.
  • Renovering (refurbishing): Et renoveret produkt er underlagt den lovgivning, der var gældende på det tidspunkt, det blev sendt på markedet første gang – også efter renoveringen.

Kontakt

Tim C. McAloone

Tim C. McAloone Sektionsleder, Professor Institut for Byggeri og Mekanisk Teknologi Telefon: 45256270