Forureningsekspert Anders Baun har aldrig været bange for at skifte spor og sige nej. Derfor lægger han nu arm med den kæmpe gruppe af ’evighedskemikalier’, de såkaldte PFAS-stoffer, som udgør en af vor tids største miljøudfordringer.
Professor Anders Baun står i spidsen for PFAS-centret, der forsker i de problematiske stoffer og foreslår langsigtede løsninger på forureningsproblemet, som myndighederne kan implementere. Foto: Bax Lindhardt
torsdag 30 april 2026
Miriam Meister
Anders Baun er trænet i at sige nej. Ikke fordi han vil være kontrær, men fordi evnen til at tage fravalg er en livsbetingelse, når man forlader sit forskningsområde for at kaste sig over et helt nyt. Og det er netop, hvad DTU-professoren har gjort – ikke bare én, men to gange i sin karriere.
”Oprindeligt arbejdede jeg med økotoksikologi og risikovurderinger i forbindelse med jord- og grundvandsforurening på lossepladser. Det, jeg i virkeligheden ved noget om, er krebsdyr og alger og kemiske stoffers giftighed over for dem,” forklarer han.
Det første radikale kursskifte kom i starten af nullerne, hvor han som ’first mover’ begyndte at forske i nanomaterialers mulige miljøpåvirkninger på et tidspunkt, hvor det i de flestes ører lød nærmest dumt at betragte emnet som et muligt miljøproblem.
”Der var simpelthen ingen, inklusive mig, der havde sat spørgsmålstegn ved sikkerheden af sådan nogle små partikler,” forklarer professoren, som gennem sit arbejde med emnet har skabt afgørende viden om, hvordan nanopartikler opfører sig, og hvilke potentielle farer de udgør.
Trods sin succes på nanoområdet spirede et ønske frem for nogle år siden om at bruge sine kompetencer til at tackle en trussel fra en type kemikalier, som professoren i mange år havde kendt til, men som han – ligesom mange andre – havde fejlvurderet betydningen af, nemlig PFAS.
PFAS er en kæmpe gruppe menneskeskabte ’evighedskemikalier’. Deres kemiske struktur gør nemlig, at de nedbrydes meget langsomt og ophobes i mennesker, dyr og miljøet. I de seneste 20 år er bevisbyrden for deres skadelige effekter på mennesker og miljø vokset enormt.
Alvoren omkring evighedskemikalierne slog ham i høj grad efter at han i 2020 så filmen ’Dark Waters’. Den handler om retssagen mod to kemikalieproducenter, som i årtier forurenede drikkevandet ved den fabrik i West Virginia, hvor de producerede det PFAS-baserede produkt teflon.
”Jeg tænkte: Uf – godt, man ikke bor der! I den sektion, jeg leder, med 50 videnskabelige medarbejdere, som arbejder med miljøkemi, kemikalierisiko og grundvandsforurening, talte vi efterfølgende om PFAS-udfordringen og om, at ’nogen’ burde gøre noget ved det,” fortæller han.
”Jeg var nok der i min karriere, hvor jeg ikke kunne blive ved med at sige, at ’nogen’ bør gøre noget ved det. Måske skulle jeg i stedet sige: Jeg gør det!”
Professor Anders Baun
DTU
Senere det år sænkede Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet den tolerable grænse for, hvor meget PFAS en person må indtage gennem kosten, med en faktor 50 på grund af påviste effekter på immunsystemet, og som bl.a. kan påvirke effekten af vacciner i børn.
Grænsen gælder det samlede indtag af fire bestemte, langkædede typer af PFAS og fik i 2022 de danske myndigheder til at sænke grænseværdien for disse i drikkevand til kun 2 ng/L. Det fik professoren til at skride til handling:
”Jeg var nok der i min karriere, hvor jeg ikke kunne blive ved med at sige, at ’nogen’ bør gøre noget ved det. Måske skulle jeg i stedet sige: Jeg gør det!”
En oversigt over de mange applikationer, PFAS-kemikalier er blevet brugt i og de egenskaber, som har gjort dem så populære. Illustration: Claus Bue
Nyt felt med fart på
På det tidspunkt var Anders Baun professor og leder af den meget store sektion. Det var derfor ikke helt så nemt som første gang at omlægge sit forskningsfokus, men det har endnu en gang hjulpet at finde det nødvendige nej frem fra vokabularet.
”For man kan kun sige ja til noget, hvis man hardcore siger nej til noget andet, for der er jo begrænset kapacitet. Ellers ender det med, at man ikke kommer til at lave det, man egentlig vil – og der er jo også et liv uden for arbejdet,” understreger han.
Siden da har der været fuld fart over professorens nye forskningsfelt.
Blå bog
Ph.d. fra DTU i 1999.
I 2011 udnævnt til professor i risikovurdering af nanomaterialer. Samme år tildelt det prestigefyldte Consolidator Grant fra European Research Council.
Først blev han og otte andre eksperter (inkl. to andre DTU-professorer) i 2023 udnævnt af relevante danske myndigheder til den nyoprettede PFAS-videnstaskforce. Den skulle pege på måder at beskytte mennesker og miljø mod PFAS’ skadelige virkninger.
”Jeg udmærkede mig nok ved at være den i det udvalg, der på det tidspunkt vidste mindst om PFAS,” indrømmer han.
Til gengæld gjorde hans store erfaring med risikovurderinger for nye kemiske miljøproblemer samt rådgivning af myndigheder i håndtering af risici ham egnet til jobbet.
I starten af 2025 blev han så leder af det nye PFAS-center, hvor eksperter fra DTU, Københavns Universitet, Syddansk Universitet og Aarhus Universitet med en startbevilling på 44 mio. kr. forsker i problemet og foreslår langsigtede løsninger, som myndighederne kan implementere. I november 2025 blev yderligere 45 mio. kr. tildelt PFAS-centret fra Forskningsreserven 2026.
Kun få vil nok vide, at dafnier er en af de vigtigste testorganismer til at afsløre kemikaliers miljøfarlighed. Professor Anders Baun er ekspert i undersøgelser af kemikaliers og nanomaterialers giftighed over for dafnier, som f.eks. den blot ca. 3 mm lange Daphnia magna, der har været dyrket på DTU Sustain siden 1978. Foto: Hajime Watanabe, CC BY 2.5 <https://creativecommons.org/licenses/by/2.5>, via Wikimedia Commons
Tålt ophold
På grund af PFAS-stoffernes vand- og smudsafvisende egenskaber og deres kemiske karakteristika har de været brugt i et væld af produkter fra pander og popcornposer til regntøj og brandslukningsskum. Den udbredte anvendelse gør, at de nu findes alle steder i miljøet.
Danmark har været frontløber ved at afskære nogle af kilderne til PFAS – først i 2020 ved at gå enegang i EU med et forbud mod brug i fødevareemballage og igen sidste år med et forbud mod brug i tøj, sko og imprægneringsmidler til forbrugere samt ved at sløjfe godkendelserne for en lang række sprøjtemidler, der indeholder PFAS-aktivstoffer.
”Men selvom vi skærer kilderne af, så har vi en 30-års arv eller noget i den retning, som vi bliver nødt til at gøre noget ved, mens vi venter,” forklarer Anders Baun.
Som professoren ser det, kommer den enorme udbredelse til at udfordre den gængse måde at tackle kemikalieforureninger på, som er rensning af områder med forurening for at undgå skade på mennesker og miljø. Måske skal vi snarere indstille os på en slags tålt ophold.
”Når vi med PFAS kommer ud i, at alt er forurenet, så er rensning ikke en løsning – for vi kan jo ikke rense os ud af det generelt som miljøproblem, fordi forureningen er så vidtspredt. Men det gør ikke, at vi skal give op,” understreger han.
”Vi skal selvfølgelig rense der, hvor forureningen er koncentreret, og man kan gøre det. Og så skal vi til at vurdere det, jeg har kaldt temporær tilstedeværelses-tolerance-kriterier. Altså at vi bliver nødt til at have diskussionen i samfundet: Vi kan naturligvis ikke acceptere, at det er der – det kan vi jo aldrig – men bliver vi nødt til at tolerere det i en periode og på hvilke niveauer?”
”Jo flere spørgsmål du stiller, jo flere svar får du. Man kan jo vælge at lade være med at stille spørgsmål, men i Danmark har vi heldigvis stadig en tradition for at blive ved med at stille spørgsmål – også selvom det genererer ubehagelig viden.”
Professor Anders Baun
DTU
Optimist, trods alt
Trods situationens alvor ser Anders Baun lyst på fremtiden:
”Jeg er sådan set optimistisk mod bedre vidende. Jeg tror ikke på, at det bliver bedre – desværre – forstået sådan, at det er derude, og vi bliver nødt til at håndtere det. Men det tror jeg, vi bliver bedre til.”
Og så er han fortrøstningsfuld, i forhold til at vi til stadighed bliver klogere på problemet – bl.a. gennem myndighedernes insisteren på mere forskning.
”For jo flere spørgsmål du stiller, jo flere svar får du. Man kan jo vælge at lade være med at stille spørgsmål, men i Danmark har vi heldigvis stadig en tradition for at blive ved med at stille spørgsmål – også selvom det genererer ubehagelig viden,” siger han.
Professoren trøster sig også ved, at hvis vi knækker koden for evighedskemikalierne, tegner fremtiden godt:
”For mig er interessen i PFAS jo i virkeligheden, at de er ligesom en slags brækjern ind i alle de andre miljøfremmede stoffer, for effekterne er så alvorlige, og det er så vidtspredt og frygteligt besværligt, så hvis vi kan håndtere det problem, så kan vi håndtere de andre.”
Fakta
Om PFAS
PFAS er en gruppe af mere end 10.000 forskellige menneskeskabte ’evighedskemikalier’, som pga. deres stærke bindinger mellem kulstof og fluor er svære at nedbryde og ophobes i mennesker, dyr og miljøet.
På grund af deres vand- og smudsafvisende egenskaber og kemiske karakteristika har de været brugt i et væld af produkter og til industriprocesser.
Selv ved lav eksponering kan de på sigt give f.eks. øget kræftrisiko, nedsat fertilitet, lav fødselsvægt og svækket immunrespons.
Danmark har tre gange gået enegang i EU mod brug af PFAS-stoffer i specifikke produkter.
Glæden ved at undervise
Midt i det vigtige arbejde med at tøjle udbredelsen af og begrænse eksponeringen for PFAS i Danmark er det dog noget andet, han uden tøven svarer, når han bliver spurgt om, hvad der gør en arbejdsdag til en succes:
”Det er, når jeg har undervist! Jeg elsker interaktionen med de studerende og den udfordring, det er for mig selv at få leveret mine pointer på en måde, så de bliver motiverede og lærer noget.”
Hans glæde ved at lære fra sig blev vakt, da han som ph.d.-studerende kom i gang med at undervise, og passionen for at dele sin viden med de studerende er stadig ”100 pct.” intakt.
”For nylig efter en kursusgang gik jeg hjem og sagde: Helt autentisk er jeg jo meget mere glad i dag efter at have undervist, end hvis jeg havde siddet og lavet computerarbejde.”
Professoren skulle egentlig blot – for første gang – have undervist et par kursusgange på DTU Sustains grundkursus i miljøtekniske processer i efteråret 2025, men besluttede sig for at ændre kurs:
”Jeg sagde til de andre: Ved I hvad, jeg tager faktisk de fleste af forelæsningerne selv, fordi det er sjovt. Det bliver vist ret udfordrende, og jeg kommer til at bruge to dage på at forberede mig til hver gang. Men det gør mig bare mere glad,” siger han smilende.
Anders Baun er glad for at undervise, og elsker interaktionen med de studerende - som her, hvor han sammen med Lærke Gordon Clausen og Frederik Orry Baggers er ved at udtage vandprøver ved Regionernes PFAS-testcenter i Korsør. Foto: Bax Lindhardt
Vigtige indsigter
Overraskelsesangreb
Mens nogle forskere gennem de seneste to årtier har råbt på handling i forhold til faren fra PFAS-stofferne, er det kommet bag på mange, hvor problematiske de er.
I 2024 udgav Anders Baun og kolleger derfor en videnskabelig artikel, hvor de ved at afsøge forskningsresultater op gennem tiden samt virksomheders og myndigheders ageren afdækker, hvad man på bagkant kan lære af de tidlige advarselstegn, som rent faktisk var der.
”Der er flere ting ved molekylerne, der har overrasket os. Dermed kan man jo ikke nødvendigvis pege fingre bagudrettet, når vi først har fået erkendelsen af ’Oh, my god!’ senere,” siger han.
Forfatterne beskriver bl.a., at PFAS-stofferne er lumske, fordi de ophober sig meget mere, end de burde kunne. For alle andre kendte kemikalier gælder det nemlig, at de binder sig til fedtvæv, og deres evne til at ophobe sig kan derved beskrives fuldstændigt på deres fedtopløselighed.
Forskning fra starten af nullerne påviste dog, at PFAS-stoffer, som er både fedtopløselige og vandopløselige, binder sig til proteiner. Dette, sammen med deres persistens, mobilitet og toksiske virkninger, gør stofgruppen særligt problematisk i både miljø- og sundhedssammenhæng.
En anden udfordring nævnt i artiklen er udviklingen af ”ærgerlige erstatninger” i iveren efter at stoppe brugen af nogle af de mest giftige PFAS-stoffer – for alternativerne viste sig også at kunne ophobe sig og være (i nogle tilfælde mindst lige så) sundhedsskadelige.
