En ny hvidbog skrevet af en gruppe forskere fra DTU Sustain for Dansk Vand- og Spildevandsforening (DANVA) giver en fælles forståelsesramme for debatten om fremtidens løsninger på udledning af spildevand i byer. Et emne med mange interesser involveret, og som ofte trækker overskrifter i medierne, både i Danmark og internationalt.
Det handler om komplekse problematikker og en kompliceret, dyr og gammel infrastruktur, som både skal vedligeholdes, opgraderes og tilpasses for at håndtere nye og voksende udfordringer, som f.eks. øgede mængder regn.
”Vandinfrastrukturen i vores byer er enormt kompliceret og er hele tiden i forandring. Der er mange interesser i spil og diskussioner om løsninger kan hurtigt blive komplicerede og præget af misforståelser. Med hvidbogen prøver vi at skabe et fælles sprog for en offentlig debat om emnet,” siger professor Peter Steen Mikkelsen, DTU Sustain, der har skrevet bogen sammen med Karsten Arnbjerg-Nielsen og Luca Vezzaro, også fra DTU Sustain.
Fremtidens løsninger
Hvidbogen gennemgår den historiske baggrund for kloakering af byerne, hvordan kravene til håndtering og rensning af regn- og spildevand har udviklet sig, og hvordan blandt andet klimaforandringerne påvirker fremtidens håndtering af regn- og spildevand.
Der sker i disse år en stor udvikling i vores måder at håndtere spildevand på og begreber som Nature Based Solutions, LAR, decentral vandrensning og nye cirkulære vandsystemer med fokus på vandbesparelser og genbrug af vand mv. vinder frem. Disse er beskrevet i bogen.
Sådan en nytænkning af vores anvendelse af vand, kræver et bedre datagrundlag og en tidssvarende regulering. Også dette kommer hvidbogen ind på, f.eks. med pointer om behovet for helhedsorienteret planlægning, når spildevandssystemer - der nogle steder er 100 år gamle – skal drives og vedligeholdes.
Download Hvidbog om udledning af vand fra byer.