Vi er nødt til at bruge mere avancerede metoder til at rense for flere og mere komplekse stoffer, hvis vi skal sikre rent drikkevand i fremtiden. Det mener DTU-professor Hans-Jørgen Albrechtsen, der forsker i vores drikkevand.
I halvdelen eller flere af de danske vandboringer, man undersøger for forurening, finder man nemlig uønskede kemikalier, der er sivet ned i grundvandet. Siden 1999 er over 300 vandboringer faktisk lukket på grund af forurening.
Nogle af de stoffer, der truer grundvandet og vores sundhed, er nitrat og miljøfremmede stoffer som pesticider og biocider, der henholdsvis bliver brugt til bl.a. at bekæmpe insekter og ukrudt og forhindre vækst af mikroorganismer i f.eks. maling og træmaterialer.
På grund af skærpede krav til det acceptable indhold af PFAS i drikkevandet forekommer PFAS nu også flere steder i grundvandet i så høje koncentrationer, at der er behov for at rense vandet ved hjælp af avancerede teknologier og processer. Det udfordrer vandværkerne, der skal sikre, at vandet fra hanen bliver ved med at være sikkert at drikke.
”Mange tror fejlagtigt, at vores drikkevand har ligget urørt i jorden i årtier, klar til at blive hentet op og drukket. Men det er desværre en misforståelse. Og netop den misforståelse betyder, at vi ikke er klar til at skulle rense vandet i det omfang, som bliver nødvendigt fremover,” siger Hans-Jørgen Albrechtsen.
Skadeligt for natur og mennesker
Nogle af de værste miljøfremmede stoffer i grundvandet tilhører PFAS-gruppen af syntetiske kemiske stoffer, som bl.a. har været brugt i elektronik og produktion af plastik, maling og tekstiler siden begyndelsen af 1950’erne. Stofferne bliver bl.a. mistænkt for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende og har svært ved at blive nedbrudt i naturen.
PFAS-stofferne har f.eks. været brugt i industrien som imprægnering og til overfladebehandling af metal, træ og tekstil. Man finder også PFAS-forbindelser i luften, som stammer fra industriens forurening. Her bliver de drevet af vinden over lange afstande, indtil de falder til jorden, når det regner, hvorfra de kan sive ned i grundvandet. Også nedbrydningsprodukter fra pesticider forekommer hyppigt i grundvandet.
I takt med at forskere bliver bedre til at screene og udvikle nye miljøanalysemetoder, dukker der også nye forureningskilder op, fortæller Martin Hansen, der er lektor ved DTU. Sammen med sine kolleger har han udviklet følsomme non-target-analyse-metoder, der skal være med til at forhindre, at man overser forurening med stoffer, som potentielt kan være skadelige. Sådanne metoder kan nemlig identificere tusindvis af stoffer, der ikke er kendt på forhånd. Senest har forskerne fundet spor af epilepsimidler og andre lægemidler, da de ved hjælp af metoden undersøgte grundvandet i samarbejde med Miljøstyrelsen.
Markant fingeraftryk
”Vi ser et rimelig markant fingeraftryk af, at menneskelige aktiviteter på jordfladen slår igennem til grundvandet. I øjeblikket bliver der brugt rigtig mange ressourcer på at finde ud af, om vi kan rense os ud af de her problemer. Og det kan man heldigvis med langt de fleste stoffer. Men nogle af de stoffer, der forekommer relativt hyppigt – som f.eks. DMS (nedbrydningsstof fra svampemiddel, red.) – er besværlige og vanskelige at fjerne, men til gengæld er de ikke særlig sundhedsskadelige,” siger Hans-Jørgen Albrechtsen.
Han mener, at det kniber med at få gang i en diskussion på det politiske niveau om, hvorvidt vi skal bruge mange penge og ressourcer på at rense vandet for nogle relativt uproblematiske stoffer, og om vi har de rigtige grænseværdier – eller om nogle grænseværdier skal sættes op.
Derfor efterlyser han en samlet vandstrategi for at sikre rent drikkevand nu. En strategi, der dels beskytter grundvandet og dels udvikler og implementerer renseteknologier til at håndtere de nuværende forureninger på vandværkerne. Men selv med en akut total beskyttelse af grundvandet vil det tage 30 til 60 år, før det nydannede, rene grundvand, som strategien kunne føre til, når frem til vandboringen.
Vi kan fortsat drikke vandet
Der er heldigvis meget, man kan gøre for at sikre, at der også kommer godt og sundt drikkevand ud af hanen i fremtiden. Ifølge Liselotte Clausen, der er chefkonsulent i Hovedstadsområdets Forsyningsselskab (HOFOR), er der bl.a. behov for at stramme reguleringen af brug af kemikalier, oprense gamle jordforureninger, som ellers kan sive med regnvandet ned til grundvandet, rense drikkevandet for uønskede stoffer og beskytte grundvandet med grundvandsparker, der er udvalgte områder, man beskytter mod pesticider og anden gift.
HOFOR står i dag med to store udfordringer. Den ene udfordring er stoffet DMS, som HOFOR finder stort set overalt i indvindingsområderne. DMS er et nedbrydningsprodukt fra svampemidler, som både har været anvendt som biocid i maling og som pesticid til frugt- og bæravl. Den anden udfordring er en større PFAS-forurening, som findes i indvindingsoplandet til Solhøj Kildeplads, der er HOFOR’s største kildeplads (et område, hvor indvindingsboringer er placeret, red.).
HOFOR har derfor testet fem forskellige vandrensningsteknologier for at sammenligne deres effektivitet og vandkvalitet. En af teknologierne er aktivt kul, der er en filtreringsmetode, som binder skadelige stoffer som PFAS, pesticider og biocider til overfladen. DTU har bidraget i forsøgsopstillingen med at undersøge, i hvor høj grad en anden af vandrensningsteknologierne – de såkaldte resiner – tilfører uønskede stoffer til det behandlede drikkevand, og hvordan man kan forhindre, at drikkevandskvaliteten derved bliver forringet.
Resultatet viser, at alle de testede teknologier effektivt fjerner de værste PFAS-stoffer. Nu skal HOFOR vurdere bæredygtigheden af de afprøvede teknologier og vælge den endelige rensningsmetode til fuldskala.
”Vi ser ind i en fremtid, hvor jeg er overbevist om, at vi fortsat kan drikke vandet direkte fra hanen, men der er behov for, at der bliver gjort noget nu med hensyn til strammere kemikalieregulering, grundvandsparker og udvikling af rensemetoder,” siger Liselotte Clausen.
Udvikling og innovation
DTU deltager i flere udviklings- og innovationssamarbejder, hvor forskere bidrager med væsentlig viden om den kemiske opførsel af PFAS, og hvordan stofferne bliver transporteret og spredt mod grundvandet.
Et af dem hedder InSa-Drikkevand og er et innovationssamarbejde mellem 10 af Danmarks største vandforsyninger og DTU. Et af indsatsområderne i samarbejdet er at undersøge miljøfremmede stoffer som f.eks. pesticider, biocider og PFAS i grundvandet og forstå, hvordan de bliver nedbrudt. Målet er at sikre, at produktionen af drikkevand foregår på en bæredygtig og samfundsmæssig forsvarlig måde. Samarbejdet skal samle vandforsyningernes indsats for at sikre fremtidens rene drikkevand baseret på grundvand.
I et andet samarbejde indgår tre DTU-professorer sammen med syv andre eksperter i en PFAS-videnstaskforce, som regeringen nedsatte i 2023. Videnstaskforcen skal sætte retningen for den danske PFAS-indsats. Målet er at sikre et overblik over viden om forekomst, risici og spredning af PFAS i miljøet i Danmark og internationalt for at begrænse eksponering af mennesker og miljø. Det fortæller en af taskforcens medlemmer, DTU-professor Poul Løgstrup Bjerg:
”Gennem de seneste år har fund af PFAS i miljøet givet anledning til bekymring hos befolkningen. Ved at være med i taskforcen kan DTU bidrage til, at der kommer en faglighed ind omkring risikovurderingen af PFAS, når man vurderer årsager til forurening. På den måde kan vi være med til at stille skarpt på, hvor der er behov for ny viden, og give konkrete handlingsanvisninger, så vi kan mindske eksponeringen af PFAS for almindelige mennesker, kommuner og regioner.”
