Ny bydel i Aarhus bruger som verdens første sekundavand fra forsyning til toiletter og vaskemaskiner. Livscyklusvurdering støtter løsningen.
Den nye Aarhus-bydel NYE er opført med blik for bæredygtighed i alle detaljer. Det indgik derfor også i bygherrernes planlægning at anlægge et tostrenget vandsystem, et system til drikkevand og et system til sekundavand. Sekundavand er vand fra overflader og dræn, der bliver opsamlet, renset og anvendt til toiletskyl og vaskemaskiner.
Aarhus Vand, der står for forsyningen til området, ønskede dog klarhed over, om en sådan besparelse på den knappe ressource grundvand, måske havde uhensigtsmæssigheder i forhold til andre dele af miljøet.
Forsyningen henvendte sig derfor til DTU Miljø. Her igangsatte Maria Faragò et arbejde med at gennemføre en livscyklusanalyse suppleret med en økonomisk effektberegning, en såkaldt eco-efficiency for at skabe overblik.
Analyse peger på flere fornuftige forhold
I den nye Aarhus bydel bliver alt regnvand og overfladevand samlet i en række søer, der også fungerer som klimasikring i forbindelse med ekstreme vejrhændelser. Derudover indsamles vand fra drænrør ved huse og veje. De to typer vand bliver renset i et separat renseværk. Da der endnu ikke er standarder for denne type sekundavand, og da anvendelsen i vaskemaskiner kræver, at vandet ikke indeholder allergifremkaldende stoffer, bliver det renset til en kvalitet, der næsten svarer til drikkevand.
”På baggrund af de data, der var tilgængelige fra Aarhus Vand har jeg gennemført en analyse, som inkluderer en lang række parametre af betydning for miljøet. Der er ikke noget entydigt resultat, men på tre væsentlige områder er der ingen tvivl om, at løsningen med sekundavand er fornuftig bæredygtighedsmæssigt,” siger Maria Faragò.
”For det første medfører løsningen, at der bliver sparet grundvand. Derudover er regnvand meget blødere end grundvand. Det betyder, at forbrugerene sparer elektricitet og rengøringsmidler ved ikke at skulle afkalke deres vaskemaskiner så ofte,” siger Maria Faragò.
Investering i anden type tank
Endelig viste de økonomiske beregninger, at det var langt billigere og mere bæredygtigt at anvende en plastiktank til opbevaring af det rensede sekundavand på renseværket frem for at investere i en rustfri ståltank, som oftest anvendes. Det skyldes ikke mindst, at plastik er væsentligt lettere end stål, og da stål er meget ressourcekrævende både at fremstille og transportere, gør det plastik til det bedste valg.
”Gennemgangen var meget værdifuld for os. Vi ville nødig introducere et to-strenget vandsystem i den nye bydel, hvis analysen havde peget på, at det ikke var fornuftigt i forhold til bæredygtighed. Særligt fordi det kun er den første etape af den nye bydel, som skal udbygges yderligere i de kommende år. Der vil erfaringerne med sekundavandforsyningen i den første etape naturligvis spille ind”, siger Kristian Brunmark, projektleder i Aarhus Vand.
Andre kommuner har vist interesse for løsningen med et to-strenget vandsystem i NYE. Som Kristian Brunmark understreger, er løsningen dog kun interessant i forbindelse med nybyggeri, da det i eksisterende bebyggelse vil være for dyrt at lægge et ekstra sæt rør ind, som kan indeholde sekundavandet.
Når systemet har været i drift i et år, håber DTU og Aarhus Vand at kunne lave en opdatering af analysen med de reelle tal fra driftsperioden.
LCA og eco-efficiency gennemgangen af sekundavandløsningen i NYE har bl.a. omfattet vurdering af strømforbrug til pumper og skylning af renseværkets filtre, anvendelse af materialer til løsningerne, anvendelse af kemikalier til vandrensning, behandling og udledning af tungmetaller, forbrug af energi og rengøringsmidler hos forbrugerne samt et estimat af omkostningerne.
Link til rapport:
https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0959652619302902?via%3Dihub